Til dig, der stadig raser efter psykisk vold.

Du vil sikkert ikke læse dette, men fordi jeg var, hvor jeg fornemmer, du er - og fordi jeg for sent fik disse råd, så får du dem her.

Spring op og fald ned på ordene, hvis du er uenig.

Bliver du vred og irriteret, så prøv at gå på tur i den følelse.

Stil dig selv et par spørgsmål, der kunne gå på:

Hvad sker der, siden jeg flegner?

Hvad er det, der gør, jeg reagerer sådan?

Hvor sidder den følelse i min krop?

Hvornår har jeg tidligere haft det sådan?

Hvad kan jeg bruge det til?

Og ikke mindst; kan andre egentlig bruge din harcelering til noget?

Hvorfor du skal gøre, som jeg siger ...

Du ødelægger dig selv, bliver du ved at søge forklaring på det, du har været igennem! - Og du slider på dem, der stadig er der for dig, forsætter du med at køre i ring.

Jeg skriver, som jeg gør, fordi jeg selv måtte gennem en tid, hvor jeg var ualmindelig reaktiv.

I det flip fik jeg blandt andet cuttet båndene til min søn.

Jeg opførte mig, så jeg i den grad mindede om den person, jeg slikkede mine sår efter.

Der var en tid dømt fri fægtning - og det var ikke spor kønt, mens det stod på.

Jeg opførte mig absolut total uligevægtig.

Jeg var rasende, ked af det - og der fulgte i mit forsøg på at forsvare mig og undgå at mærke smerten, en række knap så flatterende beslutninger med i kølvandet.

I den tid var det møj svært for andre ikke at give daværende ex samlever ret i sin udlægning om mig, som hysterisk, aggressiv, lunefuld, promiskuøs, sladderagtig, tyv - og hvad der ellers kunne tolkes på, ud fra det jeg selv fik båret til bålet af idiotiske handlinger.

Havde jeg dengang haft den viden, jeg har i dag, så havde jeg lavet en bivuak ved stranden – og var blevet der til min hjerne igen arbejdede for mig - i stedet for at brilliere med det stikmodsatte.

Jeg havde med ret stor sandsynlighed valgt at gå endnu længere ture i naturen - og uden telefon med mulighed for at skrive til gud og hver mand med hovedet under armen - i håbet om at finde validering på også det, jeg selv havde slæbt til forholdet.

Det var mig, der ikke blev væk, da jeg første gang havde muligheden. Det var mig, der ikke vidste, at det jeg søgte, var på linje med afvænning fra alkohol, smøger og pornorelateret sex. Jeg søgte suset, man uvilkårligt bliver en del af, når man er i et forhold, der foregår på uigennemsigtige vilkår.

Det var mig, der opsøgte tidligere fælles netværk. Det var mig, der skrev i detaljer, hvad jeg havde følt og oplevet fra starten af forholdet og længe efter bruddet. Uden tanke for, om det overhovedet gav det resultat, jeg havde håbet på. Det føltes godt, mens det skete – og det var på daværende godt nok.

De, der stadig gad lytte til mig, blev fodret med min frustration, hver gang jeg nu havde opdaget noget nyt, der var sket gennem forholdet. Var der noget, vi kunne, så var det at blive enige! Og den aften, hvor en misbrugskonsulent i den grad gav mig ret i alle mine betragtninger – der var jeg i mit es på en lykkerus af hævnfølelse.

En tid efter forholdet opførte jeg mig, som jeg ikke var klar over, jeg havde i mig. Jeg vil gå så langt som at påstå, at jeg teede mig som daværende ex.

Her vil jeg så indskyde:

Bare fordi andre har gjort det før dig, så er det ikke ensbetydende med, at det er hverken rigtigt eller okay.

Fordi ex har været som en femårig med store knogler, er det ikke ensbetydende med, at du skal lægge hovedet - og i samme ånd karte dig baglæns ud af forholdet.

Sidder du på måned nummer mange - og fortæller det samme uden at rykke på det, du siger, du vil gøre for at komme videre i dit liv?

Finder du støtte i din fortid hos mennesker, der gerne bakker dig op i det uretfærdige, du var igennem?

Eller tager du imod de små venskabelige puf og hints, du får om at lægge fortiden bag dig - og begynde at passe endnu bedre på dig selv?

Hvad svarer du? Finder du på muligheder for at holde fast – eller umuligheder så du ikke slipper...

Søger du at blive bekræftet i dine beslutninger – og hvor kommer det behov fra?

Sidder du på Facebook - og fortæller vildt fremmede mennesker, du tolker har fortjent din tillid, om det du var udsat for?

Bliver du lettet, når du finder ud af, at også andres skæbne kunne ligge hos samme person?

Hvad giver det dig, når du bliver talt efter munden og får ret i, at det er rigtigt, du har det ad helvede til – og den, der svarer dig med udgangspunkt i sin egen historie, fortæller dig, at du har så evigt ret i din?

Hvad giver det dig, at der er x-antal tilkendegivelser på dit opslag?

Hvad giver det dig forsat at blive mødt med validering fra andre, om det du tænker, gør og overvejer?

Her er det så, jeg spørger dig direkte:

Hvad får du ud af at give fremmede adgang til dit indre og gøre det gang på gang og længe efter bruddet?

Har du brug for andres ”syns godt om” – og hvorfor?

Vil du have ro og balance i dit liv?

Min drøm efter bruddet med flychaufføren var at genfinde den balance, jeg mente, jeg besad, inden jeg mødte ham.

Jeg tænkte en masse på alt det, jeg var gået glip af, det jeg var gået på kompromis med – og alt det jeg havde hældt af kærlighed nok til os begge i et stort kar med usynlige sprækker.

Jeg var en krop, der bevægede sig og med en hjerne, der var som en lind grød. Hver en tanke jeg gjorde mig, blev hængende i mit hoved og blev rørt rundt og rundt og rundt.

Var jeg ikke bange, så var jeg ked af det. Havde jeg ikke angst, så var jeg rasende. Var jeg ikke ked af det, så var jeg uligevægtig i noget, jeg selv tolkede som glæde og heling.

Det er normalt, at har man været underlagt andres luner, at man en tid efter karter rundt for at finde sig selv igen. Det er noget man på en eller anden måde skal igennem.

Der, hvor man kunne gøre sig selv en tjeneste, er ved at undlade at blive ved at søge validering, lang tid efter man har fundet ud af, at det ikke var et normalt forhold - og derfor ikke et normalt brud!

Man har brug for at forstå, hvad der skete, men psykisk vold er uden mening - og du kæmper dig selv hudløs, mens du søger forklaringer. I den tid raser dit indre – og din krop bliver gang på gang mindet om den frygt, den har følt.

Har du fået smag for validering og andres bekræftelse, så er der en risiko for, at du bliver ved at søge netop det. Mens det sker, bruger du tiden på en andens banehalvdel. En person du i bund og grund hellere end gerne vil have ud af dit liv.

Mens du forsøger dig med at skubbe dig så langt væk fra dine egne indre dæmoner, du overhovedet kan, er der en ret stor risiko for, at du gentager fortidens valg.

Det kan godt være, du en årrække ser dig selv i et leverpostejsfarvet forhold - og erklærer dig selv immun overfor andres manipulation. – Men jeg vil blive møj overrasket, om du ikke på et eller andet tidspunkt gentager et mønster eller tre, som du har fået med dig der, hvor du oprindeligt kommer fra.

Og wupti, så er du igen landet i et forhold, der i bund og grund ikke tjener dig spor godt - og i værste fald kan ende med at blive din død.

Så længe du ikke har søgt ind til kernen af årsagen til de valg, du træffer i dit liv, så længe er der risiko for at din næste partner er en variant af den foregående!

Spørgsmålene, der skal stilles!

Da jeg i sin tid begyndte i terapi efter bruddet med manden, der indirekte blev grunden til Ud af tågen – blev jeg stillet nogen af de spørgsmål, jeg her stiller dig, der stadig læser med.

Når du fortæller andre, om det du var igennem, hvordan føles det i din krop?

Hvad får du ud af det?

Bliver du mødt med forståelse?

Hvad giver det dig?

Hvad giver det dig på sigt?

Bliver du mødt af modstand? Prøv da at stille dig selv samme spørgsmål.

Hjælpespørgsmål fra mig til dig, så du kan finde ind til kernen af dine valg:

Er det for at få ventileret?

Er det for at blive bekræftet?

Flytte skylden helt væk fra dig selv, så du ikke behøver kigge indad?

Er det fordi du føler dig ensom?

Er det på linje med en flaske vin, Netflix, en smøg?

Hvad giver det dig reelt at være i fortiden - og tænke ind i fremtiden med en person, du i bund og grund helst vil være fri for?

Gør ikke som jeg …

Som du måske efterhånden har gennemskuet, så var jeg i sin tid langt ude at hente, før jeg fattede, hvad jeg skråsikkert deler med dig her. Jeg vil ønske, der dengang var nogen, der havde kigget mig dybt i øjnene og droppet de høflige vendinger. – Men sådan kan vi jo være så forskellige.

Mine råd til dig (forsat):

I stedet for at bruge dit liv på en andens banehalvdel og forsøge at forstå et menneske, der aldrig selv ville søge at fatte - hverken dig eller sig selv, så gør som jeg skriver.

Søg støtte ved nogen, der kan tale dig ind i fremtiden med fremgang som dit eneste omdrejningspunkt.

Søg at lære at være til stede, hvor du er - og lære dig at sætte pris på alt det gode, der sker omkring dig - og lære dig at se forskellen.

Søg viden om det, der sker i din krop, når du er mentalt ude af balance - og hvorfor du reagere, som du gør.

Søg tilbage til der, hvor du kommer fra. Hvorfor er du blevet, som du er - og på hvilket grundlag træffer du beslutninger.

Hvordan skal resten af dit liv se ud, skulle det være det bedste liv, du overhovedet har mulighed for?

Valget er dit.

Du kan vælge at søge støtte, kan du ikke selv.

Du kan vælge at lade være.

Men bare du i det mindste, ville gøre dig selv den tjeneste at reflektere over dit fravalg og måske ligefrem have mod til at spørge dig selv:

Hvem er det egentlig jeg er vred på?