Noget der er så ødelagt, kan ikke repareres!

Hvor personlighedsforstyrret, man bliver, afhænger af nærmeste omsorgsgiveres kompetencer som forældre eller rettere for mange manglen på samme.

Om du bonner ud som "narcissist", "borderliner" eller som codependent handler om dine forældre, din opvækst, alder for overgreb/omsorgssvigt og ikke mindst intensiteten af sidstnævnte.

Min oplevelse er, at "narcissister" og codependent bliver beskrevet som to vidt forskellige slags mennesker, hvor den ene er totalt ond - og den anden ikke selv kan gøre for, at man bliver udsat.

På sin vis vil jeg give ret i, at man ikke selv har bedt om at blive udsat for andres luner – men det er ikke det fulde billede af årsag og virkning.

"Narcissisten" er den, der har hyldet dig ind i sit tågeslør af ordsalat, kærlighedsbombardementer og de evige afvisninger. Vi kan snildt blive enige om, at det er, hvad der sker – men årsagen til disse sammenhænge foregår ud fra et samspil af rigtig mange forskellige faktorer, der danner de her ret usunde forhold.

Det er dog ikke "narcissisten" alene, der gør de her forhold til, hvad de er. Det er et samspil mellem to mennesker med hver sine sår fra en opvækst præget af svigt i varierende grad. Skal det stoppe, så må den part i forholdet, der besidder evnen også være den, der lukker ned for dynamikken.

"Narcissister" gør, som de gør, fordi de kan. De kan, som de gør, fordi de får mulighed for det.

Det er ikke anderledes end når man har en 3-årig, der flegner i Brugsen gang på gang. Løsningen kan være flere – men når man arbejder med mennesker, der mentalt ligger på dette udviklingstrin, da må man tilpasse sine virkemidler, så man når modtager.

Når man står overfor et menneske, der imellem tiden har groet store knogler, så kan det anbefales at være konsekvent. – Og med konsekvent mener jeg at holde kommunikationen på egen banehalvdel, tale ud fra egen behov – og gøre konsekvensen af kommende handlinger klart. – Og det man siger, man gør – det gør man!

Giver du los blot en gang, så starter det hele forfra – og denne gang med øget intensitet og/eller interval. Det er helt normalt, at adfærd en periode forværres, inden den udviskes og forsvinder.

Mennesker, hvis følelsesmæssige udvikling er stagneret allerede inden det 5. år, kan ikke forklares, hvordan personens adfærd påvirker andre. De kan heller ikke fastholde ønskede ændringer, da de meget tidligt i deres opvækst ikke er blevet spejlet og har fået afstemt deres følelsesmæssige behov. Sker det ikke i interaktion med primært mor indenfor den såkaldte 1000-dagsperiode, da lærer barnet ikke at være objektkonstans. Dette kan ikke læres senere i voksenlivet – og det uanset hvor meget kærlighed, du forsøger dig med.

Mennesker, der er objektkonstans, kender sig selv i forhold til andre og andres grænser samt mangel på samme. Sker denne udvikling i et afbalanceret og nogenlunde harmonisk samspil, hvor de første 3 år er afgørende for det endelige udfald, da lærer vi i samspillet de spilleregler, vi senere kommer til at kunne trække på.

Det er her, den alt afgørende forskel ligger – og det er derfor, at nogle kan ændre adfærd – mens andre aldrig kommer til den konklusion for på sigt fx at kunne samarbejde i om et stabilt parforhold.

Når man ikke har lært at være sig selv i forhold til andre, da kan man ikke skelne egne følelser og behov. Når man blandt andet ikke ved, hvem man selv er, da kommer man til at trække på forsvarsmekanismer, der tager sit udgangspunkt i at beskytte sig selv imod en evig latent følelse af skam.

Skam er "narcissistens" drivkraft. Den er så altødelæggende, at personen vil gøre, hvad som helst for ikke at komme i kontakt med følelsen. Det er blandt andet her, man møder berettigelsen og den grandiose adfærd. Disse to forsvarsmekanismer er afgørende for personens følelse af at være til. Desuden er det mekanismer, der er så inkorporeret i personen, at de ikke kan ændres.

Min påstand er, at ser man narcissisme som den grundlæggende forsvarsmekanisme, det er – og forstår man, hvor ødelagt et menneske, man møder i de manipulerede og selvcentrerede handlinger, da åbner muligheden sig for at ændre konteksten.

Personen er et omsorgssvigtet barn, der gør, som denne gør, fordi det er lært og det er de kort, denne har fået med sig ind i livet. Personen kommer aldrig til at tage det sit ansvar på sig og søge selvindsigt. De evner det ikke – og det kan aldrig blive din opgave at rydde op i en anden families svigt.

Du kan ikke være dedikeret din egen heling, så længe du bruger tid på at rydde op i andres rod!

Det skal en vis portion mod og lyst til at søge selvindsigt – og af den vej ændre de traumer, vi alle har med os fra hver vores opvækst i varierende grad.

I stedet for at forsætte over på personens banehalvdel og undersøge dig forvirret omkring narcissisme, så gå ind i årsagen til, at du ikke kunne se, hvad der foregik.

Jeg er overbevist om, når du kigger tilbage, da vil du genkende mønstre fra din egen familie/opvækst i situationer sammen med personen.

Så derfor!

Sæt dig selv først og søg din egen heling.

Team up med gode og sunde mennesker, der respekterer dig i ord og handling.

– men de af os, der har været så heldige at have deltaget i terapi med en skroller ex og efterfølgende har fået at vide af terapeuten, at den her, den er ude at vende omkring antisocial personlighedsforstyrrelse, kan tage ordene med sig fremover og vide, at man har gjort al der var muligt for det kaotiske forhold.

Vældigt upopulær sagt, har man brug for at placere skyld. Det kan jeg snildt sætte mig ind i. Jeg var der det første år af min heling efter de mange overgreb. Men det der med at placere skyld, det tager altså energi fra noget andet – og det andet er på din banehalvdel, hvor du kan gøre en forskel. For dig. For din skyld!

Så længe du tænker, som du gør, så længe er du i forholdet – også selvom du benævner vedkommende som ex!

Det rimer ikke med de typiske træk i narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Det er gift for dig at blive ved at beskæftige dig med "narcissisten" som et helt særligt og totalt specielt menneske. Et menneske, der mest af alt skulle være skånet for at blive født ind i den familie vedkommende er blevet en del af. Siger det bare!

Dine kort ser anderledes ud, og den hånd, du er givet, er dit ansvar at spille, så du får bedst muligt ud af dit liv.

Det skylder du dig. Ingen anden!