Hvorfor bliver jeg ved at have det så træls?!

Det lyder måske en kende firkantet, når jeg skriver: Fordi du ikke slipper det, der giver dig følelsen!

Jeg forholder mig her til brud med en partner, en fyring eller helbred, der en tid har rykket tæppet væk under dig. Ikke tab af barn/partner eller invalidering, fantomsmerter, forestående død.

Når jeg skriver, så er det ud fra hændelser, jeg selv har oplevet gennem livet. Enten personlige eller hos nær pårørende.

Kort fortalt, så har jeg skader i min nakke, ryg og hofter. Min påstand er, at det er efter slag og rusk, men siden det er gamle skader – og jeg tilsyneladende har kunne leve med dem, så er der ikke meget at hente i lægeverden. Endnu om ikke andet.

Begge mine fødder er faldet sammen, og mine svangsener er i risiko for at få betændelse, passer jeg ikke på hvordan, og hvor meget jeg bruger mine fødder. Dette menes at være sket, da jeg ikke længere har ledbånd tilbage pga. adskillige forstuvninger.

Hele min opvækst og mit voksenliv har jeg haft migræneanfald så godt som ugentligt. Herudover har jeg, indtil for nogle år siden, døjet noget kun med hold i nakken og ryggen. Helt generelt har mine sener og led sit eget liv.

Under begge mine graviditeter har jeg været sengeliggende pga. bækkenløsninger. Børnene startede deres første henholdsvis 5 – 10 mdr. med det, der dengang blev kaldt kolik. Skidte kombi når ens bækken og fødder ikke er enige med sølle 13 og 11 kg vægtøgning if. graviditeterne.

For det ikke skal være løgn, så har jeg Restless Legs, som jeg først fik medicin for i 2006. Det er eddersparkende hårdt at være gravid og amme, når man ikke må få det medicin, der kan sikre en bare lidt søvn.

I 2016 bliver jeg skilt. Årsagerne var mange og selv om snakken nok kan lyde anderledes i det nordjyske, så skal der altså stadig to til tango.

Alt for kort tid efter skilsmissen hopper jeg lige lukt ned i kaninhullet og snurrer forvirret rundt i det de næste 4 år.

På et tidspunkt går det op for mig, at den tanke jeg har om, at det her forhold på et tidspunkt kommer til at koste mig livet – den er god nok.

Efter bruddet finder jeg ud af, at jeg har været sammen med en subtil udgave af en mand, der på mange måder minder om min far. Jeg bliver sygemeldt - og her begynder min kamp for alvor på at finde tilbage til den, jeg gerne vil være.

Grunden til jeg laver denne intro er fordi jeg ofte bliver mødt af et; det kan du sagtens sige – du har heller ikke oplevet, hvad jeg har.

Det kan vi ikke diskuterer. Du har oplevet dit. Jeg mit. Men der, hvor jeg gerne vil komme med et lille indspark, er, hvordan man går til det – også når man står i det til halsen.

Jeg har et par mantra, jeg bruger, når jeg synes, at livet er lige meget nok på en gang.

Hvad er det værste der kan ske?!

Prøv at tænke tanken helt ud. Hvad er det værste, der kan ske? Hvad så, hvis det sker? Hvad er så det værste, der sker derefter?

Fx Sygemeldt, kommende kontanthjælp, helt på røven økonomisk – hvad er der er muligheder i den situation? Hvordan kan du selv tage styring i den? Kan det være der vitterligt er ting, der kan undværes for så at få bare lidt mere styr på økonomien? Er der hjælp at hente andre steder? Er det muligt at søge ekstra tilskud ved kommunen (og lære sig at gøre det)?

Selv var min tanke på et tidspunkt, at så længe jeg havde bilen og hunden til at varme mig sammen med - og biblioteket havde åbent, så jeg kunne skrive og læse, så kunne jeg gøre det, indtil jeg en dag ikke skulle det mere. Ingen kender som bekendt dagen før den er omme.

For få uger siden havde jeg katastrofetanker om mit studie. I dag tænker jeg, at jeg kun kan gøre mit bedste. Er det ikke godt nok, så må jeg gøre det om. Ja, det koster SU klip – men hvem ved om, jeg får brug for dem om 5-7 år. Gør jeg, så tager vi den til den tid.

Den vej mine tanker går – den vej går jeg!

Fx Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme videre. (Jeg kommer ikke videre. Jeg er fortabt. Det bliver aldrig godt igen osv).

Prøv at vende ordene om. Gør du det, så gør dine tanker det også – og når det sker, så kommer du stille og roligt til at ændre dine handlinger.

Hvad skal der til for, at jeg kan komme videre? Hvad kan jeg selv gøre? Hvor har jeg brug for andre? Hvad har jeg konkret brug for, de kan hjælpe mig med? Når jeg beder om hjælp, hvad er så den grundlæggende tanke bag spørgsmålet? Er det fordi jeg reelt har brug for hjælp - eller forsøger jeg at udlicitere mine udfordringer i håbet om, andre tager dem på sig? Hvad sker der, når den proces lykkes? Hvad gør det ved mig og min indstilling til mig selv og livet som helhed?

Det jeg gør meget, det bliver jeg god til!

Fx Jeg har været ybergod til at drukne mine bekymringer i alt fra Zalando til mad og alkohol. Hvis ikke det kunne flytte mig fra min virkelighed, så kunne jeg se Netflix eller snakke om det samme i telefonen med ligesindede.

Det er der altså ikke meget fremdrift i – og hvis jeg skulle være, som jeg siger, jeg gerne vil være, så er jeg nødt til at arbejde i den retning. Det kommer ikke af sig selv! Der må nogle mål til, der skal deles op i bittesmå delmål, så man ikke ender med at kløjs i det.

Øver man sig på at lave mål for fremtiden, så bliver man både god til at lave mål, delmål og vigtigst af alt – tænke sig selv ind i fremtiden og se den udgave for sig man gerne vil være.

Mens man øver sig på at se sig selv som en bedre udgave, end den man gerne vil slippe, så kommer man uden de stor anstrengelser til at gøre gode ting for sig selv. Man får et andet overskud og sammen med det et andet overblik. Det overblik bliver med tiden ens værn mod det, man før fik sagt ja til, hvor man skulle have sagt nej.

Så! Det du gør meget, bliver du god til. Hvis det, du er god til lige nu, ikke gør dig tilfreds i livet, så må du begynde at gøre noget andet. Hvilket bringer mig videre til det næste.

Det her er dit liv! Derfor er det også dit ansvar, om det er det liv, du gerne vil leve!

Beklager! Det er det altså! Det er ikke din gamle mors skyld. Det er ikke dine skroller ungers. Det er ikke din partners skyld. Det er ikke kommunens, samfundets, regeringen, Putins osv. Det er din tilgang til det/dem, du omgiver dig med.

Jow, Putin burde skydes med lunkent lort, til han går i knæ. Og ja, nogle mennesker får rykket tæppet så godt og grundigt under en, at man en rum tid efter triller rundt, og kan hverken finde hoved eller hale i galskaben. Og det kunne være totalt fantastisk, om mennesker omkring en bare rettede ind - og dem fra kommunen lige tog sig sammen - og det samme gjaldt for resten af samfundet.

Nu er det bare sådan, at vil man have lavet om på noget, så må man gøre noget ved det. Man kan ikke sidde i sofaen - og så tro der sker ret meget andet, end man bliver god til at sidde der. Eller rettere det kan man da godt – men så skulle man koncentrere sig så meget om det, at man holdt op med at forsøge at få resten af verden til at makke ret.

I det store hele kan man kun gøre noget ved sig.

Af erfaring ved jeg, at mens man er på det projekt, så er alt det, der ikke er med til at drive en mod målet, mindre vigtigt.

Det er i den proces, at man får skilt tingene og begynder at se dem i et andet perspektiv. For mens du tager ansvar for dit, så bliver du bedre til at se tingene med overblik. Du kaster dig ikke ud i lappeløsninger med hovedet under armen. Du begynder at forholde dig til de gode ting, der kan ske i snart sagt den mest håbløse situation. (Det kan være en stor støtte her med en sort humor. Siger det bare).

Med tiden bliver du effen til at tænke uden om ævl og kævl. Dit sprog ændrer sig – og det bliver rigtigt, at du har styr på det her. Du tænker dig selv ind som ansvarlig for dit eget liv – og fordi du kan mærke, at det giver dig noget, så bliver du ved med at gøre det.

På et tidspunkt står det klart for dig, at det du gerne vil fastholde omkring dig selv, ikke bliver mødt med den ønskede opbakning fra andre. Men fordi du har lært dig selv at tage hånd om dit liv - og fordi du ved, at den vej, dine tanker går, den vej kommer dit liv også til det, så tager du ansvar for forholdet.

Du siger fra – og du gør det på din egen banehalvdel. På et tidspunkt når du dertil, at det her ikke fører nogle vegne - og du får den tanke; hvad er det værste der kan ske? Fordi du gerne vil være i livet med mere glæde end andres øf, så tager du ansvar for jeres måde at være sammen på.

Du gør det overfor mennesker, du føler dig tryg sammen med – og en dag – fordi det man gør meget, bliver man god til, så siger du til alle, der jokker på dig, at det er et nej tak herfra.

Ja, din omgangskreds skrumper ind. Det er den nødt til for, at der kan blive plads til nye bekendtskaber, der giver dig det, du har sat som mål for dit liv.

Og ja, du vil hellere være single end at finde dig i idioti fra en halvbagt kartoffel – og fordi du arbejder ud fra dine mål for livet, så er det der dit fokus ligger.

Du fordyber dig måske med ligesindede – og du begynder at få dig en omgangskreds med mennesker, der vil cirka det samme som dig.

Hvem ved hvem du ellers møder på den rejse ind i en større forståelse af dig selv. Måske din nye bedste ven, sparringspartner og kæreste.

Jeg håber, du, lige som jeg, vil opleve, at 2-4 år efter du har valgt at skifte perspektiv på livet, så har du det ikke spor træls med dig selv længere.