Gør noget godt for dig selv

• Hvordan får du gjort noget ved snakken?
• Hvad er dit fokus i livet?
• Hvad er dine livsmål?

Når jeg skriver om at stoppe med at spænde ben for sig selv, så er det fordi, jeg om nogen har mestret den disciplin.

Hulda op, hvor har jeg kartet rundt eller forhalet mine drømme med forklaringer, der havde mere med omstændighederne at gøre end mig selv.

De gange, hvor jeg har tænkt: Der er også en anden god grund til... Nu er jeg i gang, men i morgen, der gør jeg anderledes... Det er fordi, jeg er presset på jobbet/privat/økonomisk osv., at jeg lige nu gør, som jeg gør...

Med hovedet under armen

Da jeg gik ud af forholdet med kaospiloten for sidste gang, havde jeg nogle vældige forkromede ideer om at komme tilbage til den udgave af mig, jeg sagde, jeg var.

Er du svimmel det var noget af en mavepumper at opdage, at jeg nok sagde, jeg ville et - og alligevel så mig selv gøre noget helt andet.

Nu var der ligesom kun mig meget af tiden, der kunne stikke en kæp i hjulet, så det var en kende svært at uddelegere ansvaret for de beslutninger, der i bund og grund forhalede min heling efter 4 års evindelige op og nedture.

Fordi jeg på daværende ikke anede hvordan det ser ud når man passer på sig selv, så kastede jeg mig hovedløs ud i beslutninger, der lige, mens de blev taget, blev tolket som totalt fantastiske.

Som du måske nok fornemmer, så var der ikke møj fremdrift i de geniale ideer, jeg havde lige der.

For det første boede jeg til leje på en ejendom midt i en skov. Genialt var det at lave en parklignende have. Jeg glemte bare lige i den proces at afstemme forventningerne med udlejer. Men jeg knoklede i den have, savede og gravede, lagde terrassen om og nussede og pudsede.

Fik jeg en ide, så gjorde jeg noget ved den – og mens det skete, fik jeg forklaret mig selv, at jeg var i zen.

Molbo i eget liv

Hvad jeg ikke dengang indså var, at mens jeg gravede huller i en anden mands have, så var jeg molbo i mit eget liv. Jeg flyttede bunker foran mig og lavede flere, så jeg også kunne rydde op på dem.

De dage hvor jeg ikke kunne organisere i min have, så var jeg i gang på loftet. Jeg lagde plader ud over isoleringen, satte reoler op og så gik jeg i gang med at placere efter kategorier.

Når jeg slappede af, var det med akrylmaling - og tv’et tændt. Selv når jeg gik tur med hunden, var det med et formål - og det havde intet at gøre med at være til stede i nu’et.

Jeg troede, jeg gjorde, som jeg sagde, jeg ville – og jeg skulle helt ned at vende, før jeg fattede, hvad jeg havde gang i.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at komme i kontakt med følelsen af mig selv som en fiasko, og jeg blev bedre og bedre til at fjerne mig fra smerten. Jeg lå, som jeg havde redt - og der var kun mig til at ændre kursen.

Det var da fint nok at sidde og blive enig med de fleste om, at det, der var sket, var noget, der var sket imod mig. De gange, hvor jeg med hovedet under armen havde sagt ja til en tur mere i karrusel, var fordi, jeg ikke vidste bedre. Jeg kom jo med en bagage, der gjorde, at jeg påtog mig andres problemer for af den vej at kunne lukke ned for mine egne.

Gør noget!

Alle de forklaringer jeg fik stillet op for mig selv. Der var bare ufatteligt lidt handling bag ordene i lang tid.

Indtil jeg en dag kom i kontakt med en psykolog, der kunne ruske mig. Her var der meget lidt rundkreds at hente, hvor jeg fik mulighed for at sidde og fortælle, om det der var sket.

Første gang gik med at lytte til mine oplevelser – konkludere, at det var psykisk partnervold med et psykopatisk exit, der havde rykket benene væk under mig – og give mig et par praktiske fif, så jeg kunne beholde Nem-id som mit eget, min pensionsopsparing og ikke mindst mit privatliv på mine enheder.

Gangen efter var vi i gang. Slut med at dvæle ved fortiden. Ikke noget med at granske min opvækst og søge årsagen i vold og druk. Som i overhovedet ikke. De gange, hvor jeg forsøgte mig at flytte fokus fra mig selv med en anden god grund til, så blev jeg genkendt – og så havde vi en lille snak om, hvad der var den egentlige grund til det valg.

Fokus var, hvordan jeg gerne ville min fremtid så ud, mine grundlæggende værdier, hvad jeg gjorde for at leve op til dem – og hvad jeg havde af drømme for livet.

Ikke noget med, at jeg ville sidde i en HR afdeling og være fantastisk eller bo i et hus på landet med mulighed for at drive kursusvirksomhed.

Nope!

Hvad gør du helt konkret lige nu, der giver dig ro i sindet. Ikke noget med glad eller lykkelig. Bare ro i bøtten. For mig var det gåture i naturen. Så mere af det! Hvordan kan det lade sig gøre? Med lidt planlægning, så det bliver gjort.

Næste var at komme ud af sygedagpengesystemet. Hvad vil du egentlig med dit liv? Dengang anede jeg det ikke, så jeg fik et forslag om at gå i gang med at læse filosofi og lære at tage IQ-tests. Det sidste kapitulerede jeg på ret hurtigt. Man kan ikke have en støttelærer med til en Mensa-test.

Jeg kunne også gå i gang med at lære et sprog mere eller lære at spille klaver. Bare jeg gjorde noget andet end at ligge på sofaen og få min viden gennem Netflix, Facebook eller et ugeblad.

Lidt har også ret!

Lige meget, hvad jeg fandt på, så skulle jeg gøre det målrettet – og i så små skridt, at de udefra kunne synes helt latterlige.

Jeg ville skrive en bog, om det jeg havde været igennem i forholdet med kaospiloten. I processen fandt jeg ud af, at det ikke var der, hunden lå begravet. Så jeg gik i gang med at dissekere, det jeg kunne huske fra min opvækst.

10 minutter skulle jeg skrive hver dag. Blev det til mere var det godt – men aldrig mindre. Bare lidt hver dag og så tilpas lidt, at det ikke tog pusten fra mig.

Ved siden af projekt opvækst, fik jeg den ide, at jeg måtte vide, hvordan i himmelens navn man fået lavet så modbydeligt et menneske, som især min far var. I stedet for at holde fast i det, der var sket imod mig, så ville jeg vide, hvad der drev ham.

For at forstå valgte jeg at dykke ned i udviklingspsykologien. Senere blev det neuro- og den kognitive psykologi. Jo mere faktabaseret viden – jo længere væk er jeg kommet fra at tildele skyld. Ikke fordi jeg vil undskylde onde menneskers handlinger – men det gør noget i kroppen på mig, når jeg harcelerer over andres slidsomme måde at være til på.

Jeg begyndte denne rejse i et forsøg på at forstå, hvad der var gjort imod mig – for så at undersøge, hvad der var i mig, der lagde filtre på mine beslutninger. I dag er jeg efterhånden godt øvet i at mærke efter – og ikke mindst handle på det, jeg føler.

Jo! Du kan!

I’m not a Jedi, yet! I know! Det er heller ikke målet. Mit mål er at gøre gode ting hver dag i mit liv for mig selv, der gør, at jeg kan gå i seng om aftenen – og tænke: Også i dag har jeg udrettet noget, der giver mig en fornemmelse af, at det er mig, der lever mit liv – ikke livet, der lever mig.

Hvad andre har gjort før dig, det kan du også – er det, hvad du beslutter dig for.

Så hvad vil du egentlig gerne her i livet?