Psykopat?

Jeg var 20 år gammel, da jeg mødte ham først gang.

Jeg var ansat i rengøringsfirmaet ISS, og gjorde rent på kontorer dengang.

Han var smilende og lidt kæk - men der var også en distance, jeg dengang tolkede som generthed – og vel mest af alt fordi, han mindede lidt om min bror med det der brede smil og en sjov bemærkning på det meste.

Han var flirtende og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at ses igen. – Ja, hvorfor ikke? Vi kunne jo altid ses og så tage den derfra.

Vi arbejdede sammen et par gange, inden vi mødtes privat.

Han hentede mig i sin bil, og vi kørte hjem til ham i en lille by, der lå et par kilometer fra Horsens.

Det var egentlig ikke fordi, jeg følt mig forelsket. Jeg følte mig nærmere feteret - og lige der, så jeg ikke forskellen.

Vi sad i bilen på vej hjem til ham og snakkede høfligt sammen. Det havde nok været lidt sejt med en kæreste med egen bil dengang.

Jeg blev budt indenfor i det anneks, han boede til leje i.

Entreen var rodet med masser af jakker og med en lampe uden skærm, der hang ned fra loftet. Mange jakker til en mand alene, nåede jeg at tænke – og så ikke mere end det.

Jeg kom ind i stuen og følte mig underligt forlegen. Som om jeg var velkommen på betingelser, jeg endnu ikke kunne gennemskue. Det var som om, at set-uppet var et – og forventningerne, der hang i luften var noget andet.

Der var noget, der føltes ved siden af – men der gik en tid, før jeg begyndte at kunne sætte fornemmelserne sammen i et.

Aftensmaden blev serveret. De obligatoriske hasselbagte kartofler med bearnaise, et par skiver cuvette og grønne ærter. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om. Det var som om, der ikke var noget at snakke om. Måske høflige vendinger om noget og ingenting med en underlig afmålthed, som blev hvert et ord vendt og drejet, inden de blev sagt – og taget ind.

Jeg forstod ikke, hvad jeg sad overfor for. Høfligheden og smilet slørede mine tanker, så jeg endnu ikke kunne lytte til min mavefornemmelse.

Efter aftensmaden satte vi os i sofaen. Vi kyssede, og inden jeg var klar eller klar over det, havde vi sex.

Det var som om, han ikke var til stede – og han ikke betragtede mig som andet end en krop. Han var ikke ond. Han var der bare ikke – og jeg følte mig underlig tilpas.

Det var det. Overraskende hurtigt og set i bagspejlet – koldt.

Igen var han smilende og glad. Nærmest kvidrende, inviterede han mig over til nabokoner for at hilse på. Hvorfor egentlig?, nåede jeg at tænke. Men så igen – hvorfor skulle der være en grund?

Vi kom ind i et nusset hus, der var ret rodet. Hun sad ved spisebordet og rullede hjemmelavede cigaretter. Luften i huset bar tydeligt præg af dem. Hun var stor - og hun var lige så nusset som resten af hjemmet.

Stemningen var igen underlig. Hun fortalte mig, at hendes mand var langturschauffør og sjældent hjemme. Nå, men okay, tænkte jeg. Måske er det derfor, hun virker så, ja, jeg tolkede det som opgiven ensomhed. Jeg forstod ikke lige da, at det, jeg følte, var fjendskhed. Hvorfor skulle en nabokone, se mig som en konkurrent?

Løgnen

Anden gang vi mødtes, havde jeg glemt det underlige set-up og fået forklaret mig selv alle mulige andre gode grunde til hans adfærd. Hende tænkte jeg ikke på. Hvorfor skulle jeg? Hun var jo ikke en del af ligningen.

Han hentede mig. Jeg kom ind i entreen – og der begyndte han at tale om nabokonen. Hun synes, jeg var sød og en smuk ung kvinde – og de havde tilfældigt talt om, at det kunne være sjovt med en trekant – mig, ham og hende.

For det første var jeg heller ikke dengang til kvinder. Noget med en oplevelse som teenager, der ikke behøvede at blive gentaget. For det andet var hun meget lidt attraktiv – og for det tredje følte jeg mig fuldstændig røvrendt.

Der var den her stemning omkring ham. Lidt som katten, der lister sig ind på sit bytte og som en tid bare kigger, inden den begynder at tjatte, for så at afslutte med et bid i nakken.

Jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle afvise ham direkte eller gøre ham vred, mens vi stadig stod i entreen.

Løgnen kom prompte. Jeg havde menstruation og ikke nævnt det før fordi, det ikke var lige der, jeg havde været i mine tanker. Så hvis vi bare kunne snakke - og så gøre noget ved forslaget, næste gang vi skulle mødes.

Det var en kort date. Han virkede som om, han holdt på sig selv. Som om han var skuffet – men han sagde ingenting om min afvisning.

Jeg kunne mærke, jeg skulle væk derfra. Nabokonen kunne jeg ikke ty til. Busserne kørte sjældent, og jeg vidste ikke hvornår. Så jeg kom med en løgn mere.

Min far og hans kone kom hjem fra weekendens sejltur - og jeg havde glemt at rydde op efter mig. Desuden havde jeg lektier for til dagen efter, så det var nok bedst, jeg kom hjem igen.

Jeg tænker, han nu fornemmede min angst, for han virkede truende. Stemmen var sænket og ordene kom på den samme måde, som min far talte på, inden han kunne eksplodere i raseri.

Vi sad i bilen sammen på vejen mod Horsens. Jeg bed mig i tungen for ikke at fortælle, hvor ydmyget jeg følte mig. Det virkede som om hans spørgsmål, om min menstruation, mine lektier og pligter, var for at gennemhulle mine tidligere argumenter. Han vidste nu, at jeg ikke havde talt sandt, og jeg kunne mærke angsten.

Jeg ville sættes af, hvor jeg var – men til hvad nytte der midt på en landevej? Så jeg dæmpede det bedste jeg havde lært, og snakkede ham efter munden med en indøvet rutine.

Da vi kom til de første villakvarterer i Horsens, bad jeg ham sætte mig af. Jeg argumenterede for, at der ikke var grund til, at han skulle til at zigzagge ind gennem villakvartererne, når jeg bare kunne skyde genvej gennem stisystemet.

Jeg var forundret, da han standsede bilen. Jeg steg ud uden at kysse ham farvel. Jeg skulle væk og det kunne kun gå for langsomt. Stille og roligt gik jeg ind i stisystemet – og så løb jeg, indtil jeg ikke længere kunne få vejret.

Hver gang jeg krydsede en vej, kiggede jeg, om han holdt for enden af den. Det gjorde han ikke, og jeg begyndte at sætte farten ned.

Da jeg kom ned til huset, jeg boede i sammen med min far og hans daværende samlever, måtte jeg ud på fortovet og gå langs rækkehusene, det hørte til.

Lige inden jeg var nået rundt om hjørnet, kom han kørende op på siden af mig. Lige så stille kørte han ind til siden og åbnede døren til passagersiden – og spurgte om jeg ikke lige ville sætte mig ind? Vi var kommet lidt skævt fra hinanden, og han ville bare vide, hvad der var sket.

Ikke om jeg skulle ind i den bil igen. Jeg kunne mærke, jeg var i fare – men jeg kunne ikke gennemskue hvorfor. Jeg gik rundt om hjørnet. Kiggede mig ikke tilbage, og da jeg var ude af syne, så løb jeg de få 100 meter, til jeg var hjemme.

Jeg låste døren op, gik ind og låste den med det samme, gik ind i mellemgangen og låste døren ud til baggangen. Så gik jeg direkte ind i stuen, tjekkede de to terrassedøre, låste alle dørene ud til mellemgangen, trak alle gardinerne for, tog en kniv på min vej fra køkkenet, tog telefonen med ud i mellemgangen, så jeg kun skulle gå fra mit værelse for at ringe til Politiet. Der sad jeg så på mit værelse for nedrullede gardiner og planlagde min flugt.

Jeg følte mig så dum – for på intet tidspunkt havde der været beviser for, at jeg skulle sidde og tænke, som jeg nu gjorde.

Intet skete der – og der sad jeg så, og følte mig fjollet og dramatisk.

Der gik en tid før, jeg stoppede med at kigge mig over skulderne igen. Jobbet ved ISS stoppede jeg ved og på et tidspunkt, var det glemt igen.

Helt igennem uforberedt

En eftermiddag gik jeg ind på banegården i Horsens og ville nå på toilettet, inden jeg skulle videre.

Der stod han lænet hen over en skraldespand, han var ved at sætte en pose i. Han fik øje på mig og hans ansigt lyste op i et stort smil.

Jeg isnede – og uden at ville det, smilede jeg tilbage med et lige så stort smil. Jeg følte mig så ufattelig dum – og styrtede ud på toilettet. Der sad jeg så en tid på det sidste toilet for låst dør og lyttede, mens jeg bandede mig selv langt væk.

Ikke om jeg havde været forberedt på det her! Jeg havde ikke tænkt, hvordan det ville se ud, havde jeg mødt ham andre steder end på vejen som sidst. Hvad mere var tåbeligt, var at løbe ind på et toilet uden mulighed for at flygte fra.

Der sad jeg så, indtil jeg bevægede mig forsigtigt ud igen. Jeg åbnede døren til banegårdens stor sal, kiggede mig omkring og gik direkte over i kiosken med resolutte skridt.

Inde i kiosken gik jeg ned bagerst i lokalet og kiggede ud af glaspartiet mellem reolerne. Han var ikke at se. Jeg stod der lidt tid, kiggede omkring mig i kiosken, og igen ud i ventesalen - og besluttede mig så for at gå ud til bussen, jeg skulle med.

Målrettet gik jeg uden at se mig omkring et øjeblik. Jeg gik ned til en anden bus og lod som om, jeg skulle med den. Kiggede mig omkring. Han var ikke at se nogen steder – og så gik jeg ind i bussen, jeg skulle med.

Jeg åndede ikke lettet op før bussen var forbi de første busstoppesteder.

Lad tvivlen komme dig selv tilgode

Hvad, der siden er gået op for mig, er, at min krop skreg til mig, at jeg var i fare – og da jeg endelig lyttede gav alle de underlige mavefornemmelser mening.

Jeg havde været prøvekørt, men det gik først op for mig senere, hvor sygt det her var, da jeg gik vores få samtaler igennem i mit hoved - og hvad jeg havde fået at vide af min daværende leder i ISS.

Den unge mand havde været trækkerdreng i København og var kommet til Jylland for at komme væk fra miljøet. Hans mor var misbruger og prostitueret, og han havde været i firmaet meget kort tid. I den korte tid var han gået fra serviceassisten til kommende inspektør.

Han havde nævnt noget overfor mig, men jeg bed mig ikke fast i det – mest fordi jeg altid har været af den overbevisning, at mennesker ikke skal defineres af deres fortid.

Hvad jeg ikke vidste dengang var, at noget, der er så ødelagt allerede inden sit 2. år, aldrig nogensinde bliver menneske, som de fleste forstår det. Det bliver et menneske, man som minimum kommer til at slå sig på, hvis man ikke kender de signaler, kroppen instinktivt skriger til en for at beskytte mod fare. – Og da er der ikke engang garanti for, at man hører det.

Når jeg i dag tænker oplevelserne fra dengang igennem, så ser jeg ham tydeligt. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg dengang mødte. Jeg ved også, at jeg ikke kunne have gjort anderledes, end jeg gjorde – jeg havde ikke erfaringen og den viden, jeg har i dag.

Så dig, der har oplevet lignede. Tag oplevelsen med dig videre i resten af dit liv, giv den lige så meget plads den absolut kun lige fortjener – og mærk efter skulle du engang opleve noget, der minder om igen.

Lad være at lade tvivlen komme den anden til gode – stol på, at det du mærker, det er rigtigt. Skulle du have taget fejl – og hvad så? I sidste ende så var det en fremmed, du mødte på din vej.

Har du mødte en person, og er i tvivl om det er en, du skal satse på, så kontakt for 1-1 sparring på facebook.com/udaftaagen, Messenger. Efter endt session ved du, hvad du skal kigge efter - og ikke mindst hvordan det mærkes i kroppen, næste gang du oplever noget, der minder om.