Alkohol, rusmidler og vold

Bør ikke læses, har man stadig ubearbejdede traumer!

”Det snakker vi om, når vi kommer hjem!”

Det var altid sagt med et smil om munden, men hvad de andre ikke lagde mærke til var hans øjne. På et splitsekund blev de sorte og kiggede direkte ind i min mors.

Så vendte han sig ud mod det publikum, han havde fået sig, mens han gav den som Jim Reeves eller Gustav Winkler.

”Skål, for satan, I havnearbejdere”, råbte han ud til de andre gæster, der efterhånden var så stangstive, at de ikke hørte foragten gennem det høje grin, der fulgte ordene.

Han kunne sit kram, kunne han, den gamle!

Ingen opdagede, hvor meget varm luft, de blev fyldt med, og hvordan han svinede dem til. Han opførte sig nok som dem – men fik de tanken, at han var som dem, så tog de fejl.

De få, der mærkede ondskaben sive ud af munden på ham. Måske gik de. Måske glemte de det sammen med den næste omgang, der blev delt ud til sejlklubbens gæster – og ikke mindst bordet omkring Dirk’sen.

Jeg stod paralyseret og kiggede på forestillingen.

Hvis øjne kunne dræbe, så havde min mor ikke bare lige så stille været gledet ned af stolen og forsvundet for altid. Hun var eksploderet og så grundigt, at der kun var støv tilbage.

Fatter ville så børste det, der var landet på hans skjorte, af med en ligegyldig bevægelse - og havde grint højt, mens han kiggede flirtende på hende den yngre model lige overfor ham.

Han mente det!

Uanset, hvor fuld han blev, så holdt han ord.

Nogen dage nåede de at snakke om det, når de kom hjem. Så føg der ord ud mellem min mors tænder i had. Hvor hun fik modet fra, har jeg spurgt mig selv om mange gange. Det må have været mod, for hun var ikke uintelligent, mutter.

”Orgh! Så ta’ da for helvede at styr’ dit egotrip, dit dumme svin!”, skreg hun ind i hovedet på ham. Han tilbage til hende med en faretruende lav stemme: ”Styr din brandert, din forpulede møgkælling!”

Nogle gange var det det. Andre gange sad de og svinede hinanden til, indtil han eksploderede. Forskellen var ens. Han rejste sig fra sin stol, lænede sig ind over bordet – og knaldede hende en på skrinet.

Så satte han sig ned igen. Stille og roligt, mens han høfligt sagde til hende at ville hun have en mere, så skulle hun bare forsætte. Der var flere, hvor de kom fra – og nærig, det havde han ikke ry for at være.

Jeg ved ikke, om mor drak, fordi hun kom fra et tørstigt hjem - eller om det var for at undslippe fatter.

I dag tænker jeg naivt, at havde hun ikke drukket, så havde hun kunnet tænke klart noget oftere – og måske gjort alvor af at flygte med os til Sverige.

Jeg ved til gengæld, at min far og alkohol sammen var en direkte farlig cocktail. Også derfor tænker jeg, at med den viden, vi i dag har, om alkohols skadelige virkninger med et total forbud kunne skyde genveje i forhold til partnervold.

Utopisk tanke vil nogen nok sige. Jeg har heller ikke løsningen ud i detaljer.

Men ideer er der nok af – og ikke én af dem, går på en oplysningskampagne.