Som sunket i jorden

Når man går ind i et parforhold, så er det normalt med en forestilling om, at begge vil det samme.

Nogle relationer begynder dog på helt andre betingelser, og det bliver først efter endt forhold, at man midt i den uundgåelige selvransagning opdager, at det menneske, man troede var kærlighed, blot er en illusion, der trækker kaos og drama med ind i ens liv, og langsomt fortærer lysten til livet indefra.

Her står man så, som offer for et andet menneskes tvangshandlinger med hovedet fuld af selvbebrejdelser, som desværre alt for ofte bliver bakket op af ens nærmeste, der ikke aner, hvad man taler om, hvis de ikke har prøvet det selv.

• Og hvordan skulle de også det, når man ikke engang selv kan forklare, hvad der er sket - og hvorfor!

Det vil jeg i denne artikel komme med mit bud på.

Den 3. januar 2024 skriver Noa Haimoff artiklen om Elisa fra TV2 programmet ”Som sunket i jorden” første gang vist i 2021.

Det var samme år, som det gik op for mig, at det jeg havde været igennem, ikke var et almindeligt parforhold med op og nedture - og at årsagen til, jeg ikke kunne se det, måtte jeg hente i min opvækst.

I begyndelsen var jeg fuld af selvbebrejdelser, der gik over i takt med, at jeg fik mere og mere viden om den psykopatiske narcissist - og hvad, der skaber og driver persontypen.

Ud fra den viden vil jeg her på baggrund af artiklen:

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-12-20-hun-blev-gift-to-uger-efter-foerste-date-og-forlod-sine-tre-boern-nu-staar-hun-frem -forklare, hvorfor man kan vælge som Elisa gjorde – og det uden at ville det.

Fra illusionen om kærlighed til kaos og drama

Når det handler om tiden efter mødet med en psykisk voldelig person, så er man fyldt af lede.

Lede over personen, sig selv – og alt det man fik sagt ja til, hvor man skulle have sagt Nej!

Ofte står man tilbage med en bunke spørgsmål, hvor svarene er så forskellige, at man går fra forvirring til endnu mere hjernetåge, end man havde i forholdet.

Denne gang bliver forvirringen holdt i gang af dem, der i bedste mening, stiller det ofte uundgåelige spørgsmål: ”Jarmen! Hvorfor gik du ikke!?” Et spørgsmål, hvor sætningerne ofte følger: ”Havde det været mig, så var jeg gået!” ”Det havde jeg ikke fundet mig i!”

Jeg kan godt forstå det spørgsmål, for hvordan skal man kunne sætte sig ind i, hvad der sker, når man ikke selv har prøvet noget, der bare tilnærmelsesvis minder om – og de referencerammer, man har at tale ud fra, kun konkluderer det, man har fået fortalt af andre, eller set ske i helt andre familier end ens egen.

Så forståeligt nok, spørgsmålet bliver stillet – men havde det været en hvilken som helst anden fange, så var det aldrig sket. Man havde her instinktiv været klar over, at der er mange måder at manipulere mennesker i fangenskab – og de forskellige metoder, der vil blive brugt, sker alt efter fange og fangevogter.

Så nu er det på det rene!

Man går ikke bare!

Men hvordan kan man blive så hyldet ind i et andet menneskes kaos og drama, og så på så kort tid som Elisa beskriver i artiklen?!

To uger efter første date forlader hun sine tre børn. Det gør man helst ikke som kvinde – og de af os, der gør, vi kommer senere til af forklare os. Altså indtil man indser, at man skylder kun sig selv – og sine børn at forsøge at forstå.

Mødet med personlighedsforstyrrelsen; Narcissisme får ofte konsekvenser for den, der har været hyldet ind i personens tågeslør, og det er ikke sjældent, at der for ofret følger PTSD-lignende symptomer. (Betegnelsen her bruges af blandt andet læger indtil der foreligger en udredning, og man kan give diagnosen C-PTSD, Kompleks Posttraumatisk Stress Disorder).

Frygten sidder i kroppen, og nogle dage og nætter sniger den sig til overfladen, og man rammes af angsten. En angst, man ikke kan forklare andre, for hvorfor bliver man ved med at reagere - og det selv om, man nu er i sikkerhed.

Det er som om, at ens voldsmand er kravlet under huden på en. Som om man har danset med fanden selv og kun lige med nød og næppe er sluppet ud af favntaget, inden man forsvandt helt ind i mørket.

Hvad er det der sker, siden nogen af os ikke mærker, at den er helt gal allerede første gang, man tager de første skridt og begynder at træde dansen.

Personlighedsforstyrrelsen; Narcissisme

Jeg springer den sædvanlige smøre over om diagnoseværktøjerne, for jeg er ikke enig i måden, de er blevet til på - og måden, de benyttes.

Narcissisme bliver normalt fremlagt som en spektrumlidelse, hvor narcissisme går fra den skjulte narcissist, til den mere åbenlyse, for så at ende ude på spektret med den psykopatiske narcissist (også kaldet malign narcissist).

Jeg betragter ikke narcissisme ud fra et spektrum. Derimod ser jeg narcissisme som forsvarsstrategi, hvor af persontypen nu og da benytter virkemidler, der kendetegner den skjulte narcissist – andre gange den åbenlyse narcissist – og så er der den psykopatiske narcissist, der kører på alle de virkemidler, der overhovedet kan betale sig for personen.

Narcissisme er en forsvarsstrategi udviklet før barnets 2. år. Der er derfor tale om brugen af strategier – og de strategier er indlærte - og benyttes hvor - og som de passer ind. Hvilket så igen er en af årsagerne til, der ofte diskuteres om det nu er den ene eller den anden form for narcissisme, man har stødt sig på.

Min påstand er, at både skjult og åbenlys narcissisme er i den selv samme person. Hvornår og hvor meget man oplever af den ene eller den anden slags handler om, hvad personen har lært der virker - og det længe før der har været tænkt på en som partner.

Al indlæring drives af motivation

Når man taler om narcissisme som forsvarsstrategi, så lægger motivationen i at overleve og holde en latent dødsangst fra livet.

Mennesker, der har øvet sig i at overleve nærmeste omsorgsgiveres svigt og/eller overgreb, bliver rigtig gode til at beskytte sig og holde styr på sine omgivelser.

Så alt efter hvilke strategier man har udviklet, og hvilke der med succes har givet personen den følelse af kontrol, der er afgørende for ikke at komme i kontakt med dødsangst, så vil det også være den strategi man som offer vil blive underlagt.

Dødsangsten trigges, når personen ikke har kontrol over eget liv

Nogle mennesker, der har personlighedsforstyrrelsen; Narcissisme vil søge at holde fast i kontrollen gennem subtil manipulation. Andre vil være knap så hemmelige om deres virkemidler.

Som så mange andre mennesker bruger persontypen det, der virker for at få opfyldt sine egne behov.

Når der så ikke er lagt sporene til evnen empati, fordi den spejling, der skulle være givet af primære omsorgsgivere, er givet i forkvaklede mængder eller tilbageholdt, så kender man ikke sig selv i forhold til andre.

Andre bliver instrumentet til at kunne mærke sig selv, og i den instrumentalisering er der en risiko for, at persontypen får smag for det, der kaldes ”sadistisk forsyning”.

Man siger, at har persontypen først fået smag for sadistisk forsyning, så går personen ikke tilbage til mindre.

Sadistiske forsyninger er alt, der giver personen en fornemmelse af at have overtaget – og dermed kontrol over eget liv.

En af årsagerne til manipulation, vrede, drama og kaos er, at personen ikke kan mærke sig selv. Altså medmindre denne kører højt i sine følelser. Enten i glæde, spænding, vrede eller er seksuel opstemt.

Hvilket bringer mig videre til den form for narcissisme, der stadig er forvirrende mange udlægninger omkring.

Den psykopatiske Narcissist

Denne form for narcissisme har det ”bedste” fra psykopati og narcissisme.

Det er en persontype, der er formet i vold, og som derfor er blevet så god til at beskytte sig selv, at denne bliver et farligt bekendtskab for kommende partnere.

Den psykopatiske narcissist er ikke psykopat, da årsagen til personens adfærd stammer fra samme sted som narcissistens; kontrol.

Psykopaten derimod er blevet så god til at overleve, så denne er så tilpas ligeglad med at have kontrol over andre. Her er det magt, der giver fornemmelsen af liv i personen.

Persontypen her har erfaret fra cirka 9 måneders alderen, at denne ikke er ønsket gennem korporlig vold og ydmygelser fra sine forældre. Personen har derfor lært at kæmpe for sit liv – og har lært at beskytte sig selv med selvsamme metoder, som personen selv har været udsat for fra sine forældre.

Hvorfor, den psykopatiske narcissist ikke er psykopat, handler blandt andet om det tidspunkt, hvor volden er begyndt i personens liv - og hvor afstumpet, den har været oplevet.

Herudover er persontypen så følelsesløs overfor egne følelser, fordi der ikke har været anden spejling end vold. Ergo har personen i starten af livet ikke kunne mærke sig selv andet end i frygt – og de mængder af kortisol, der så udløses og især påvirker drengehjerner, de ender med på sigt at skabe et menneske, der bedst mærker sig selv, når personen ydmyger andre mennesker (og dyr) – både psykisk og fysisk.

Man kan undre sig over, at mennesker som trækker på strategien; narcissisme i en eller anden grad oftest kun folder sig ud inden for hjemmets fire vægge – men holder man fast i tanken: ”Kontrol over eget liv!”, så bliver der kontrolleret, hvor der kontrolleres kan – og med de virkemidler, der tidligere har virket, og som for personen forsat er mulige at benytte sig af.

Hvilket bringer mig videre til, hvem der teamer op med persontypen.

Du, der!

Det er vel efterhånden ikke længere hemmeligt, at os, der ender med at falde for narcissistens tågeslør, har noget med os fra vores egen opvækst, der minder om - eller så var det så meget værre, at man ikke opdager manipulation og volden, før man er hyldet så meget ind i den andens forstyrrede personlighed, at man nu ikke længere kan kende sig selv.

Grænserne bliver langsomt udvisket, for hvad, der er rigtigt og forkert - og for hvem, der er dig og hvem, der er den anden – og fordi forholdene ofte begynder som de nu gør, så opdager man det ikke, før det er for sent.

Det, vi kommer fra, tegner fremtiden

Vi har alle noget med os, fra der hvor vi kommer fra.

Nogle af os, har oplevet én form for svigt på ét tidspunkt. Andre en anden form for svigt, og det på et tidspunkt, hvor hjernen ikke var modnet til at håndtere det.

Alt efter, hvad vi har oplevet, over hvor lang tid, det er foregået, og/eller hvor voldsom oplevelsen har været, så har vi fået erfaringer, der på sigt former vores tilgang til os selv – og andre mennesker.

Vi lærer af vores forældre, hvad vi kan nøjes med – og den læring bliver afgørende for valg af partnere – og hvor meget vi kan stå imod andres tolkninger af os senere i livet.

Så hvad er det, der sker i mødet med en persontype, der nok ser normal ud – men som i bund og grund er personlighedsforstyrret – og det selv om personen ikke har fået diagnosen: Narcissist.

Indhyllet i et andet menneskes tvangshandlinger

”En intens, opslidende, stormfuld kærlighedsboble”, skriver Noa Haimoff.

I begyndelsen er der ikke meget slidsomhed i det forhold, man lige der, tror er bygget på gensidig kærlighed; tillid og respekt – for man ved ikke bedre!

Det, man ikke er klar over, er, at de her mennesker er blevet så gode til at overleve, at de vil benytte de samme virkemidler igen og igen for, at det forsat skal lykkes.

Man opdager normalt ikke tvangshandlingerne, før man er kommet helt tæt på personen.

Tvangshandlinger udløses for at regulere et anspændt nervesystem. Nogle vasker hænder og lukker døre. Andre bruger andre mennesker.

Når man møder en persontype, der er forankret i et narcissistisk forsvar, så starter en dynamik, som de færreste i begyndelsen vil takke nej til - og lige der tror er kærlighed ved første blik.

Man bliver en tid foræret alt det, man mærkede, da man, af sin mor, blev set som et menneske, der var værd at holde liv i. (Har du set ”Vikings” – og fulgt Ivars skæbne, så er det cirka sådan, det er foregået).

En tid er man et andet menneskes et og alt. Man er den akse, jorden drejer sig om – og fordi, der i det samspil, udløses et hav af hormoner, der går lige ind i ens egen hjerne – og ens mors, så ender de fleste med senere i livet at forstå følelser i kroppen ud fra dette første møde med betingelsesløs kærlighed.

Har man først en gang oplevet dette, så vil man meget gerne prøve det igen – og det er her man kommer til kort, hvis man ikke kender sig selv og sine egne grænser.

Kvinde møder mand - vise versa

De, der ender med at slå sig på et lille barn med store knogler, aner ikke, hvad der foregår, fordi man tildeler den anden samme motiver, som man selv er gået ind i forholdet med.

Man ved ikke, at det i det store hele handler om, at man hjælper den anden med at regulere sit nervesystem og gør personens tvangshandlinger mulige, så længe man er en del af dem.

Ofte, når man går ind i et forhold, hvor man ender med at blive underlagt enten narcissisme eller psykopati, så er det på vejen ud af et andet – eller efter en sorg fx forælders/barns død eller skilsmisse.

Man skal være noget arrogant for at fastholde et andet menneske på uigennemsigtige betingelser med vilje – og alt efter hvor personlighedsforstyrrelsen har sin årsag, så vil det også se forskelligt ud i relationen.

I begyndelsen, af det mange stadig kaldes forelskelse, sker der ofte, at man ikke får sovet, det kroppen og især hjernen har brug for.

Når man ikke får sovet, så er man nemmere at manipulere – og fordi manipulation er persontypens første sprog, så falder det denne naturligt. – Og fordi man stadig vælger partner ud fra en romantisk forestilling, så er der en risiko for, at man ikke gennemskuer virkemidlerne for det, de er.

Søvndeprivation bruges bevidst i forbindelse med blandt andet tortur. Det er en metode, der benyttes, når man vil have kontrol over andre mennesker. Hvordan metoden benyttes, er forskellig alt efter den bagvedliggende motivation, integritet og egne grænser.

Man tolker en periode hed sex og intens opmærksomhed som forelskelse, for man aner ikke, hvad det er, man rent faktisk er blevet en del af.

En tid undrer man sig, men fordi der ikke er struktur og forudsigelighed i det her nye og ukendte, så fjerner man sig mere og mere fra sig selv i håbet om, at kærligheden denne gang vil sejre og overvinde alt.

Man giver og glider af

Man ville ønske; at denne gang – denne gang kan intet komme imellem dig og den eneste ene! – Og man kæmper for, at det bliver sandt.

Man giver og giver i håbet om, at det på et tidspunkt vil lykkes - og med tiden glider man af på selv de groveste ydmygelser for at bevare den gode stemning og være i sikkerhed for den andens luner.

Når man er nået hertil, så har man undervist hinanden så tilpas længe i, hvad man kan og nu vil finde sig i. Grænserne er rykket - og man kan ikke længere genkende sig selv.

Man går på kompromis for at få fred. Bare et øjeblik for at få en snert af overblik, men hver gang man har nået jorden med en tåspids, så sker der igen noget, der bringer en ud af kurs.

Tilintetgørelse, utroskab - og tømte konti

Allerede fra første date med persontypen er det meningen, man skal tilintetgøres.

Det ved hverken den, det kommer til at gå ud over - eller personen selv.

Persontypen er ikke bevidst om, at denne er personlighedsforstyrret, og hvorfor andre er så besværlige - og hvorfor det kun er personen selv, der er ansvarlig for eget liv. Så selv om skyld og skam bliver tildelt andre lige så let som at klø sig i nakken, så er det noget, der foregår ud fra personens forestilling om, hvordan virkeligheden burde se ud.

Generelt er personen ligeglad med andre. Når man ikke har lært, hvad det vil sige at være en del af en anden, og man ikke kender sig selv i forhold til andre mennesker, hvorfor skal man så overhovedet overveje, hvordan man påvirker dem.

Når man ikke kender sig selv, men altid er over i andre – og ens rollemodel(ler) for, hvordan det ser ud, er blevet vurderet af ens nervesystem som utryg, så bliver mennesker nogle upålidelige væsner – og dem skal man altså undgå, at de får for meget indflydelse i ens liv.

Man knytter sig ikke til andre, fordi det er potentielt farligt – men det betyder ikke, at det andre kan bidrage med i personens liv, er helt skidt.

Har man opdaget, at sex, penge og frygt giver kontrol over andre mennesker – og dermed eget liv, så er det, hvad personen falder tilbage til – gang på gang! Alt, der regulerer det ustabile nervesystem, og som har virket før, vil være det personen tyer til!

• Og der står man så.

Med de erfaringer, man har fået gennem livet

Måden man har lært at tolke andre mennesker på

Måden, man tror andre - og ikke mindst en selv, er på

Man tror på det bedste i andre – men ser først forskellen efter mødet med et lille barn med store knogler.

Fordeling af skyld og skam ligger, for nogle mennesker lige for, når de læser fx Elisa’s åbenhjertige fortælling om et kærlighedsforhold, der ender som et fangenskab i psykisk vold.

Alt for mange har en mening, om det der overgår andre – og det selv om de aldrig har oplevet tilnærmelsesvis i eget liv.

De færreste mennesker står op en morgen og tænker: ”I dag vil jeg tage beslutninger, der fra nu af vil påvirke resten af mit liv – og det helst i negativ grad.”

Alligevel kan det føles som om, det af udenforstående er måden, man forstår især kvinders valg om at forlade sine børn til fordel for et vildt fremmed menneske.

Jeg håber, ovenstående har givet et andet perspektiv på, hvordan et menneskes manipulation kan påvirke den, det går ud over – og især når personens adfærd har rod i et narcissistisk forsvar og et drevet af ligevægtsregulering gennem sadistiske handlinger.

Tænker du, at flere skal have adgang til artiklen her, så må du meget gerne dele den og ”syns godt” om på Facebooksiden ”Ud af Tågen”

Foredrag kan bookes via book-foredrag@udaftaagen.dk