Se ind bag spejlet!

Det bliver efterhånden mere og mere kendt, at forholdet til en person, der bruger kontrol som primære virkemiddel, er slidsomt for de omkring vedkommende.

Personen har lært meget tidligt at agere, som denne gør - og ser ikke det forkerte i at behandle andre, som det kan opleves, da det har været default adfærd meget tidligt i opvæksten. Det er en adfærd, de er mødt og har set sig selv i - og præget af på en måde, der ikke kan ændres.

Narcissisme er en forsvarsmekanisme. Mennesker, der har lært at forsvare sig overfor dem, der oprindeligt burde beskytte dem, lærer at passe godt på sig selv - og kun sig samt bevare kontrol over eget liv.

Kontrol over eget liv er drivkraften hos personen. Denne har lært at affotografere sine omgivelser og gennemskue interaktion på en måde, der hos den voksne kan blive udfordrende for andre.

Det evige omdrejningspunkt er kontrol over eget liv. For at bevare dette, oplever man som især pårørende de mekanismer, der blandt andet står skrevet i ”The Hare Psychopathy Checklist” (PCL) samt DSM

Det betyder ikke, at den person du føler dig udfordret sammen med, kan diagnosticeres som ”narcissist” eller ”psykopat”. Det kan vel være det mærkes sådan, men for menig mand uden en lægefaglig uddannelse vil det være mere korrekt at bruge begreberne ”følelsesmæssig umodne”.

Personen har en omfattende viden om følelser. Især omkring objektrelationer og objektkonstans, bliver det derfor forvirrende at være i forholdet, da personen enten elsker – eller ikke.

Personen er afhængig af det, der kommer udefra, og det handler primært om at føle sig elsket og/eller have kontrol.

Det er det, du oplever, når du føler dig kørt ud og ind af personens manglende følelse af at være til. Personen har intet selv - og derfor er personen ikke til. Følelsen af at være, kan kun ske gennem andre – og det er her, du kommer ind i billedet.

Kærlighedsbombardement (eng.: love bombing) afløst af devalueringer i forskellig grad og med forskellige virkemidler, er tidlige indlærte mønstre hos personen. Det er sådan denne er mødt af primære omsorgsgivere - og det er på det erfaringsgrundlag, at personen ser og tolker sig selv i forhold til andre. Det er præcis lige så foruroligende, som det kan fornemmes - og det er ødelæggende for ens eget fornemmelse af sig.

Dette sker, når man ikke har viden om eget værd - og derfor ikke formår at opstille grænser omkring sig, og af den vej interagere med mennesker, man møder på sin vej med en kerne af integritet. Når man ikke har denne, kan man risikere at takke ja til andres forgodtbefindende uden at genkende sig selv i deres ønsker om at få tilfredsstillet egne behov.

Så længe vi ikke kender os selv, da er der risiko for, at vi spejler os i andres intet værd og følger med på en fortælling, der ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.

Jo mindre vi kender os selv og fornemmer egne behov og grænser, jo større risiko er der for at gå på kompromis og/eller lade andre navigere i vores liv med risiko for, at vi mister kurs og fornemmelsen af os selv

Vi kommer til at takke ja til noget, vi gerne ville var oprigtigt - og det tager ofte sit udgangspunkt i en fantasi om en selv - og gerne evig ukompliceret kærlighed. Hvad der rent faktisk sker er, at vi spejler os i den anden, som vi tror, vi ser. Det er den måde, vi selv er i verden på – og derfor måden vi møder andre - og ikke mindst tænker de møder os.

De spejlneuroner, man selv har fået opbygget i en okay afbalanceret interaktion med egne omsorgsgivere, inden for de første 3 år, er det erfaringsgrundlag, man senere har at trække på. Man kan derfor, let tror alle menneske besidder evnen til at sætte sig i den andens sted og se andre som personer, der er udenfor en selv.

For en del af befolkningen er dette ikke tilfældet. Det er gået tabt i en opvækst på svigt og heraf traumer. Det bliver derfor ikke personen, man møder, men sorgen og fortabelsen – og det bliver den man uforvarende kommer til at engagerer sig i.

Starten af alle forhold begynder på et ønske og et håb om noget. Dette noget bliver sjældent afstemt i den første tid. Man prøver sig lidt famlende og i en tid, kan man næppe få skyld for at være sig selv. Ej heller gå ind i forholdet med blottede følelser og åbne sår.

Der vil altid i starten, af et hvilket som helst forhold, være et rum af usagte tanker, følelser, forventninger og grænser. Det er i dette rum af usagte ord, at der er risiko for, at hver især med hver sine erfaringer fra en opvækst, hvor der altid vil være følelsesmæssige sår at forholde sig til, at man møder den anden med det grundlag for tolkninger, man uvilkårligt har fået med sig op gennem livet.

De færreste mennesker starter et forhold med at blotte dem selv i rette kontekst. Normalt er det en tid, hvor man vejrer og fortæller det, man tænker/tror, den anden gerne vil vide omkring ens person. Det ligger lige for i denne periode at pynte lidt på det faktiske billede eller fortie eller se sig selv med den andens øjne. Denne tilgang er ikke forbeholdt mennesker, der ikke er objektkonstante – det er noget, vi alle kan – og gør i et hvilket som helst forhold – uanset, hvem det er, vi møder.

Der skal to til tango

Det kan vel være, forholdet på sigt har udviklet sig til noget, der ikke gør en godt – men forholdet til personen starter ofte med en følelse af endeligt at være set, som man føler, man er. Det bliver gennem dennes øjne, man en tid ser sig som et helt særligt elskeligt menneske med kvaliteter og kompetencer ingen tidligere har formået at få frem i lyset.

Forelskelsens eufori lukker en tid ned for realiteterne - og de man kort inde i forholde faktisk får præsenteret, kan en tid umuligt være det forholdet på sigt ville rumme. En tid er der kærlighed nok til begge - og en tid er man både forelsket i personen - og det billede af sig selv, man får præsenteret af personen. Ergo begynder forholdet på en fantasi som begge bidrager til.

Så længe begge kan være forestillingen om hinanden, da er den sand. På et tidspunkt sker der dog det – og heldigvis for sunde forhold, at den ene part begynder at løsrive sig symbiosen.

For den i forholdet, der har gennemgået denne fase inden det 3. år, falder det naturligt - og som skrevet forventer man instinktivt, at personen, man har valgt som partner, også formår dette.

I et forhold, hvor man evner dette sammen, går man ind i et parforhold med livets op- og nedture uden de helt store udsving. Man er uenig om noget, men ens grundlæggende værdier gør, at det, der kunne udvikle sig til konflikter - og devalueringer, bliver mødt med respekt, omsorg og ikke mindst integritet.

Forhold med personer, der ikke formår at se sig selv og være uden et evigt behov for, at det skal ske gennem andre, vil altid forsøge at kontrollere sine omgivelser. Det kommer til udtryk på mange måder – og selv om det er for at beskytte sig selv, så er der altid referencer til de virkemidler, der anvendes i forbindelse med psykisk vold.

Følelsesmæssig umodne mennesker har ofte en måde at være til på i livet, der kommer til at betyde, at den ene part med indlært rutine manipulerer sig til kontrol, der udmønter sig i magtanvendelse både psykisk, fysisk og økonomisk.

De regelmæssige kærlighedsbombardementer, man i begyndelsen af forholdet fik tolket som oprigtige, bliver stille og roligt udskiftet med devalueringer i varierede grad - både hvad angår styrke og intensitet. Hvordan det komme til udtryk, er individuelt, alt efter hvad man selv har fået med sig gennem livet.

Devalueringerne begynder oftest subtilt – og kan være alt lige fra bemærkninger, der bliver mødt med undring og i samme øjeblik bliver bortforklaret som ingenting, hvis personen konfronteres. Med tiden intensiverer personen mere direkte - og man befinder sig nu i et forhold, der langsomt udvikler sig mere og mere dysfunktionelt.

Som modtager kan man forsøge sig en tid med forklaringer i håbet om, at man bliver mødt og anerkendt på følelsen – men efter en tid enten opgiver man eller forsøger at kæmpe/forsvare sig mod det, der føles som devalueringer i enten ord eller handlinger. Devalueringer, der oftest bliver delt som var de fakta af personen, og når man forsøger at modsige eller argumentere, bliver samtalen ofte vendt, så personen kan fastholde kontrollen. Det verbale pres, der en tid bliver delt af denne, sker både for at bevare kontrol og for at sikre sig mod nederlag samt regulering i personens nervesystem.

Når man ikke har udviklet objektkonstans, og/eller man ikke er mødt i sin angst/sorg/vrede tidligt i opvæksten, da er man mere end udfordret som menneske, da det er herigennem, vi lærer os selv at kende i forhold til andre – og derfor kan agere, indenfor de normer samfundet forventer af os hver især.

Afviklingen af forholdet begynder i det øjeblik, der første gang er sået tvivl om personens grandiose selvbillede. Hvor lang tid - og hvor stærke virkemidler, der anvendes inden endelige afslutning, afhænger af den, der modtager devalueringerne.

Det kan føles, som om det er en bevidst adfærd, men dette er ikke tilfældet. Det bliver gjort, fordi det er måden, personen har lært at være til på – og det bliver gjort, fordi det tidligere er lykkes personen at få kontrol over andre - og dermed eget liv blandt andet ved at skubbe fx partners grænse for, hvad man vil være med til.

Instinktivt ved personen, at presser man andre for direkte, da gennemskuer langt de fleste, hvad det er, man står overfor. Derfor bruges virkemidler, der knap fornemmes i begyndelsen, for så at blive mere og mere tydelige for dem, der er nærmest personen.

Gennem årene har der været sagt, som var det den endegyldige sandhed, at personen bevidst manipulere for at få andre til at underkaste sig, så denne har magt over den anden. At det kan føles sådan, underkender jeg ikke – men fakta er, at man underviser hinanden i, hvad der er okay adfærd - og hvad man vil være med til.

Vi kan en tid forsøge os med forsvar, der så igen øger devalueringerne, da personens behov for kontrol er det evige værn mod grundlæggende følelse af skam.

Den såkaldte devalueringsfase kan strække sig fra få måneder til adskillige år, kæmper man som partner, for at bevare det forhold, man i sin tid begyndte med.

Ud over de mekanismer, der sker i kroppen og i hjernen og som bliver til det, der kaldes traumebinding, trækker man på sine egne erfaringer fra opvæksten og frem. De erfaringer hænger ofte sammen med en varierende fornemmelse af egen grænser og usikkerhed/uvished om egen behov.

For os der er vokset op i familiestrukturer, der gør, at devalueringer var almindelige og varierende - for os kan der gå en rum tid, før vi genkender os selv og eget værd.

Når man ikke kender sig selv i forhold til sine omgivelser - og de mennesker, der er ens nærmeste, da er der stor risiko for at andre gør, fordi de kan. Som skrevet, lærer vi så at sige hinanden, hvad vi kan komme afsted med i alle livets forhold.

En tid frem forsøger man sig – og det indtil man enten mentalt eller fysisk mærker, at parforholdets op- og nedture på sigt kommer til at koste en sig selv. At man i forsøget på at være, kommer til at gå på kompromis med egen behov og værdier.

Det er blandt andet, når vi har været i disse ødelæggende mekaniser, længere end vi mentalt er rustet til, at vi bliver så påvirket, at det kan udvikle sig til C-PTSD. Ens hjerne tager en tid skade af at være sammen med mennesker, der ikke har et selv. Man spejler sig i intet værd og tolker ud fra det, man selv har med i bagagen. Det sammen med de godt indlærte virkemidler, personen mestre på rygraden.

Det startede så fint – men der går sjældent ret lang tid, før man må erkende, at personer, der ikke kan/vil tage ansvar for eget liv og ikke kan/vil respektere andre, bliver hurtigt drænende at være i forhold med.

En tid tror man, at det, der skal til, er den kærlighed, personen aldrig sådan rigtigt har mødt gennem sin opvækst – og man kan give, fordi man har nok til begge.

Man kan ikke give mennesker, der ikke hverken kan eller vil modtage. Limen er der ikke – og det kar, man en tid tror, man kan fylde omsorg i, er bundløst. Der er ingen bund, kant eller grænse, da det aldrig er lært, hvordan det ser ud for personen.

Det er mit håb, når du læser med her, at du ser dig selv i rette lys – at du viser dig selv den omsorg og ikke mindst respekt, der gør, at du takker nej til at reparere på et menneske, der for længst selv har opgivet og er opgivet af andre før dig.