I dag skal vi lave en personlighedsforstyrrelse

Nedenstående er et bud på, hvordan du laver en af slagsen, der ender med at blive ret slidsom for sine nærmeste - og alligevel formår at være det, så det kun er dem, der mærker forskellen.

Denne persontype kan noget, der minder om borderline (og codependent), men fordi det er gået galt på et lidt andet tidspunkt - og på en anden måde, så får du her et eksempel på, hvordan man kan laver en narcissist.

Allerede i tanken gik det galt

Første fødte søn i en familie, der hylder de gamle dyder og traditioner. Her er det en fryd at lægge ud med en søn.

Moren er ret hurtig efter fødslen ladt alene med sønnen, da manden og faren til barnet er på job flere uger ad gangen i en anden landsdel.

For at støtte mor, bliver den lille nye familie enige om, at mormoren kunne være en rigtig god ressource at trække på.

Når man kender familien som jeg, så er det en beslutning, der nok lige skulle have været overvejet en ekstra gang.

Anekdoterne om mormoren går på flere indikeringer på mulige selvmord. Især når mormor føler verden har rottet sig sammen imod hende. Denne taktik er ret uheldigt også blevet den nybagte mors.

Så jeg ved ikke, om du her fornemmer en familie, der mildest talt er det, man med rette kunne kalde samspilsramt.

Bedre bliver det ikke, at når far træder ind ad døren, så overtager han, hvor svigermor har sluppet.

Han overtager alt i huset!

Deler flittigt sine holdninger, så man får en fornemmelse af, at det nok er bedst at lade ham beholde dem uimodsagte. Eller så kan han noget helt andet. Han kan nemlig styre med vrede – og tavshed.

Vrede og tavshed... Det kan mormor også. Og mor.

Senere, da den lille dreng gror store knogler, da bliver også han eminent til den her kombination.

Nå, men lige nu er han ikke mindre end fantastisk! Han smiler, spræller, putter sine tæer i munden og prutter og bøvser. Alt bliver mødt som var det en lige stor gave fra himmelen sendt.

Hvad! Det var jeg ikke forberedt på!

På et tidspunkt begynder drengen at kravle. Han tonser af sted, da han har fået styr på krydskoordination og rum og retning. Alle i familien er stadig total begejstrede.

Nu begynder han at få den her ide, at er han så genial, som de siger han er, så er det da klart, han skal forsøge sig med at udvide sit repertoire.

Så han begynder at støtte sig op af møblerne. Det giver en vis anspændthed i kroppen på hans evige tro publikum – men de nøjes her med forsigtigt og uden drama at fortælle ham, han skal være lidt forsigtig.

De er ikke klar over, de siger det for også at berolige sig selv – og det er blandt andet dette samspil, der nu stille og roligt begynder at give kludder i kommunikationen.

Jo bedre drengen nu bliver til at stolpe afsted på mere og mere sikre ben – jo bedre bliver han også til at udnytte de kompetencer, han fik styr på, inden benene blev slået helt til. Han kan tage ting fra vindueskarmene og bordene nu – og han er god til det.

Det er her der for alvor går ged i samspillet for denne lille drengs vedkommende – og gør, at han godt 20 år senere bliver mere end slidsom for hans egne børn og resten af de, der stadig gider lege familie med ham.

Den lille dreng er ikke længere fantastisk! Han er nu også en byld i røven, farlig for sig selv – og med tiden også sine omgivelser.

Det skorter ikke med forklaringer om alle hans hensigter, inden han er blevet halvandet år gammel – hvor af mange af dem går på noget, der er gjort med vilje.

Far og mor er skuffede – og de er ikke hemmelige om det, når det sker!

Nu er denne lille dreng ikke uintelligent, så han begynder at udvikle strategier, der på sigt skal beskytte ham mod sine forældres lunefulde humør.

Han finder ret hurtigt ud af, hvad der sikrer ham sin plads i solen – og han har indtil nu fundet ud af, at det han gør, enten får forældrenes muler til at vende ned- eller op ad. Fordi det efterhånden giver god mening - og ikke mindst giver ham en god følelse i kroppen, så arbejder han hårdt på at holde alle glade.

Nu er det bare sådan med denne kombination af forældre, at han lige meget, hvad han gør, altid ender med at føle sig som røven af fjerde division. Han aner ikke, hvornår han er fantastisk - og hvornår han er lorten, der kan skrabes af en sko.

Nye strategier må der til!

Så han udvikler lidt på sine strategier – og finder ud af, at holder han fast i alt det geniale, han var, mens han stadig stavrede afsted, så er det sådan det er! Det virkede dengang – så det virker endnu.

Han begynder at se sin verden ud fra sit geniale jeg. Nogle gange er han. Andre gange er han ikke, så han bliver bedre og bedre til at gøre geniale ting.

Fordi han hen ad vejen har fundet ud af, at det ikke holder altid at være fantast – og fordi han har set, hvordan det gang på gang lykkes hans mor at få hans brovtne og lettere selvhøjtidelige far til at ende med at krybe – kommer denne taktik med på fejebladet.

Dette bliver øvet igennem en opvækst og en ungdom, hvor forældrene ofte river sig i håret og højlydt tilkendegiver deres afmagt til ungersvenden, som bar han det fulde ansvar.

Eller så gør de ikke – og da slet ikke, når der kommer karakterer med hjem fra skolen.

Jow, jow! Vi har i sandhed lavet et prægtigt barn – og det er klart på grund af fars matematiske evner. Ja, mor hun kan knap holde sit hjem, så der er ikke meget godt at komme efter der. – Blev der delt i sjov til en middag flere år senere, da drenge nu selv havde fået en familie.

Gennem mine øjene ser du dig, som jeg selv er blevet

Denne unge mand ender med at sidde i en rigtig god prestigefyldt stilling, hvor han med en noget ustabil præstation, konstant sidder med røven i vandskorpen. Enten får han advarsler om fyringer – eller så tager han sig sammen, så det lige skræller af på jobbet.

Nu har han jo lært at mingelere med sig selv i forhold til andres vrede – og han er godt klar over, hvor han skal te sig, så han ikke skyder sig selv i skoene.

Så på jobbet er han okay tålelig. Ja, nogle af hans kolleger synes faktisk, han er, som han har fortalt dem, de skal se ham. Der er også andre, der har gennemskuet ham – og fortalt, at han er en fis i en hornlygte. Især ham, der har en lillesøster, der i sin tid brændte sig ret alvorligt på den underspillede fantast.

Det virker, det han gør – og han gør præcis, som han har lært virker, allerede fra da han var et år og frem. Han er så godt trænet – og til tider så hårdt, at han på en forvirrende destruktiv måde har lært spillets regler. De ligger helt inden under huden på ham – og er blevet så integreret en del af ham, at de er hans måde at se verden på – og ikke mindst være i den.

Når 0+1 giver 0

På et tidspunkt vil denne mand møde mennesker, der betragter ham, som de ser sig selv.

Disse møder ender sjældent godt – medmindre man når at mærke den der lille fornemmelse i maven - og giver plads til stemmen, der skriger: Kom væk!

Selv overhørte jeg den gang på gang i mit møde med denne lille dreng med store knogler. Det blev ret fatalt for mig at sidde i min grandiositet og tro jeg kunne gøre med ham, som jeg tidligere havde forsøgt med hunde, der mindede om lige ham her.

Noget, der er så ødelagt, så tidligt i sin opvækst – og som har brugt år på at tilegne sig kompetencer, der er så rodede og uigennemsigtige – kan ikke støttes til at blive et menneske, der emmer af balance og respekt for andre.

Det er uladsiggørligt, for den lim, der var fra starten, er tørret ind – og længe inden man selv kom ind i billedet!

Det er som den vase, man har forsøgt lime med en slags lim – og nu ser sig selv prøve med noget andet. Bandt det ikke på første gang, så gør det slet ikke anden gang.

Man kommer aldrig til at lykkes – om så man slår knuder på sig selv, pakker bobleplast omkring problemet eller lister rundt for at undgå at lave vibrationer, der vælter hele lortet.

Noget, der er så ødelagt, kan ikke fikses – om så der hældes nok så meget kærlighed i projektet, andre har opgivet længe før dig!