Det sunde parforhold
Når man har brændt sig på en person, der anvender psykisk manipulation for at fastholde kontrol over eget liv og derfor andre, kan man blive usikker på sig selv i forhold til at gå ind i relationer med kommende intim partner.
Man kan føle at ens dømmekraft har lidt så stor skade, at man ikke længere ved hvad der er op eller ned, når man vover sig ud i livet igen og begynder at kigge efter en ny partner.
Mange ved, at har de en gang brændt sig på et menneske, der i bund og grund kun var der for dem selv, da er der risiko for det vil ske igen.
Det er et faktum, at vi mennesker gentager mønstre, indtil vi har lært at sætte noget andet i stedet for.
Denne artikel handler ikke om årsagen til, hvorfor vi er nogen, der ikke mærker vores eget værd og derfor egne grænser – og derfor kommer til at indgå i forhold, der ikke er sunde for os.
Jeg vil i denne artikel skrive om det sunde parforhold - og hvordan det kommer til udtryk, da vi er mange, der ikke har det erfaringsgrundlag at trække på fra barnsben.
Nogle af os har gang på gang været vidner til forældres manglende respekt overfor hinanden og af den vej lært at gå på kompromis med egne behov og følelser. Mange af disse forhold har ofte haft en dominerende part - og en part, der alt for ofte tier - for i bedste fald at bevare den gode stemning i hjemmet.
Ud over at spejle sine forældres tilgang til deres parforhold, kan man blive mødt af sin omgangskreds afstemning af ens oplevelser – og da disse også har noget med sig der hvor de kommer fra er der en risiko for at man i en sparring om hvad der er rigtigt og forkert igen kommer til at lytte til andres tolkninger ud fra deres erfaringer.
Sunde parforhold er sammen om at være sammen til fælles glæde og gavn. Det er ikke et forhold, hvor den ene eller begge tit og ofte hævder sig på den andens bekostning eller på forholdets. I et sundt forhold samarbejder man. Man er på hinandens hold og man står sammen ud ad til.
Parterapeuter har gennem årene formuleret forskellige tjeklister – og jeg vil her tage udgangspunkt i den, jeg blev præsenteret for på Kempler instituttets Familieterapeut-uddannelse tilbage i 1995 samt egne erfaringer med både turbulente parforhold samt parforhold bygget på gensidig respekt.
Respekt!
Et sund parforhold er grundlagt på respekt. Man er nysgerrig på den anden og giver plads til at være forskellige. Ved uenigheder kommunikerer man med respekt for den andens synspunkter - og det uanset hvor uenig, man er. Brug af devalueringer, fejlfindingsretorik, cirkulærsamtale, suk og tavshed er ikke respektfuld kommunikation.
Tillid
Man ved, hvor man har hinanden – både indad til indenfor hjemmets fire vægge – og når man er sammen ude og ikke mindst hver for sig. Man stoler på hinanden – og har ikke brug for at holde øje med den anden eller dennes telefon/pc/økonomi mm.
Løfter
Det man siger, man gør, det gør man. Det har alle dage været en kontrakt, der bliver indgået mellem mennesker - og det har alle dage været årsag til sorg og/eller spild, når det ikke er tilfældet. Implicit forventes der gensidig troskab i alle intime forhold.
Ligeværd!
Man er lige på alle områder – den ene tager ikke og giver kun tilbage på betingelser. De områder man qua fx økonomi ikke er lige bliver bragt ud i det åbne - og der bliver lavet en ordning, så forholdet ikke bliver skævt - og den ene føler sig berettiget til at gøre som denne lyster.
Ansvar
Man tager ansvar for det, der er ens eget – og forsøger ikke at få den anden til at påtage sig hverken skyld eller opgaver. Man tager ansvar for sig selv og egne behov – og forventer ikke den anden kan læse tanker.
Teamwork!
Man deles om hjemmets opgaver. Ikke en til en, men på en måde, så begge føler, at arbejdsbyrden mærkes jævnbyrdigt.
Kærlighed
Omsorg, nærhed, tryghed og stabilitet er grundlaget for at føle sig elsket af sin partner. Hvis man ikke bliver mødt i gensidig omsorg, sker der naturligt, at man fjerner sig sin partner og bliver usikker på denne og ikke mindst sig selv. Det igen kan blive grunden til udsving i humør og deraf adfærd og deraf manglende stabilitet i forholdet.
Intimitet
Berøring, kys og sex er oprigtigt følt – og benyttes ikke som handelsvarer. Man tager ikke bare fordi man har lyst – og man holder ikke kys og berøringer tilbage for at afkræve eller placeres skyld i forholdet.
Din mavefornemmelse
Er der aspekter i ovenstående, du føler du går på kompromis med og det er blevet et omdrejningspunkt i dit forhold, der giver anledning til diskussion, så mærk efter!
Er det enkeltstående episoder - eller er det fornemmelser, der har taget til i hyppighed og/eller intensitet?
Kan du mærke, du bliver urolig, mister energi eller lyst til at samarbejde, mens du samtidig forsøger at finde forklaringer på hvorfor du melder dige mere og mere ud – så lyt til din mavefornemmelse.
Parforhold skal ikke være en kamp på ord og overtag.
Et parforhold skal være der hvor man tanker op til at møde resten af verden – og gøre det i forvisning om at det her er godt for en at være i.