Det falske selv

Mennesker, der ikke formår at behandle andre med omsorg og respekt, har meget tidligt lært, at det er måden, man er til på. Det er sket så tidligt i deres opvækst, at de ikke har udviklet ”det lim”, der gennem samværet med mor med tiden kan suge alt det til sig, der gør vi bliver mennesker, der i respekt formår at samarbejde med vores nærmeste og andre på vores vej.

Hvordan man bliver sig selv på en måde, der tjener til fællesskabet med ligevægt og medmenneskelige kompetencer, er der gennem årerne kommet flere bud på fra teoretiker og forskere.

Men hvordan bliver man jeg - og gør det nogenlunde okay – og hvordan bliver man noget, man ikke selv nogensinde kommer til at kende – andet som en skygge i andres uigennemsigtige forventninger?

Donald W. Winnicott (1896-1971), britisk børnelæge og psykolog, var ikke den store teoretiker, men høster stor anerkendelse som klinikker og praktiker.

I sit arbejde var han især interesseret i tilknytning med fokus på tilknytning mellem mor og barn de første leveår.

Winnicott kobler sin teori om tilknytning sammen med tanker om selvet - og hvordan dannelse af en komplet identitet sker gennem en afgørende positiv tilknytning.

Winnicott fokuserer, ligesom Daniel Stern, på det 'todelte' barn. Winnicott skelner mellem barnets sande og falske selv. Det falske selv, der kan beskrives som omverdens forventninger til barnet, mens det sande selv er barnets egne ønsker og behov.

”En god nok mor”

Winnicott brugte begrebet "en almindelig mor, der er god nok". Eller rettere: "den almindelige, hengivne mor", the ordinary devoted mother!

Han gik ud fra, at den nybagte mor har en indgroet naturlig fornemmelse for, hvordan hun skal interagere med den nyfødte.

Han mente, at det nyfødte barn lige siden undfangelsen har drømt om at være sammen med sin mor – men det er først gennem samspillet med mor, barnet begynder at blive til et jeg.

For Winnicott betød det; vi er hinandens skæbne og formes af hinanden i det samvær, der gør os til dem, vi bliver. Kun ved hinanden og ved mødet med hinanden, bliver vi mennesker. Det biologiske aspekt er for Winnicott ikke indregnet.

Det gennem mors øjne, vi lærer at identificere os med andre

Han så mor, som den, der spontant og oprigtigt, giver den nødvendige pleje til barnet. Hun er alt, hvad barnet har brug for. Hun forsømmer ikke barnet, hun overbeskytter det heller ikke - og mest af alt, så møder hun barnet, uden at regne sig selv ind i barnets behov. Det kan vel være hun ikke er perfekt – men i sin venlige tale og smilene, mens barnet ligger i hendes favn, der spejler hun barnet, og hjælper det med at skabe det sande selv.

Verden i følge mor

Er mor derimod følelsesmæssig utilgængelig og/eller fysisk forsømmer barnet, da ser barnet sig, som mor møder det. Det bliver i den manglende eller misforståede interaktion barnet senere kommer til at se sig selv som uværdig til andres kærlighed og kæmpe for, at det ikke bliver opdaget af andre.

Der var engang manglende omsorg af barnet blev mærket som en kommende død. Den følelse var så alt opslugende, at barnet gjorde det eneste det kunne for at beskytte sig. Det opgav kampen for at blive mødt på sine følte behov og tilpassede til sine omsorgsgiveres udlægning af disse. Hvordan det ser ud, er forskelligt – og derfor også resultatet.

Man ved dog efterhånden ret præcis, hvad der former et nogenlunde harmonisk menneske - og hvad der i variabel grad gør det stikmodsatte. Sidst nævnte afhænger af nærmeste omsorgsgivers følelsesmæssige tilgængelighed – eller nærmere utilgængelighed.

En utilgængelig mor betyder, at barnet skaber et forsvar for at beskytte sig mod at dø

Barnet, der lærer at undertrykke sine behov (sit eget selv) for at beskytte sig og overleve, lærer at vise, hvad mor ønsker at se. I.flg. Winnicott bliver barnet under disse omstændigheder “sin egen mor”.

Da barnet ikke har ”en god nok mor” at spejle sine behov og dødsangst i, bliver barnet ”fanget” i sig selv. Det er efterladt til sit eget indre kaos, der resten af livet bliver den referenceramme det har at trække på.

At fjerne sig fra sig selv

I et forsøg på ikke at gå til grunde, deler barnet med tiden så at sige sin person. Den ene er den, der bliver mødt med det, der skal til for at overleve. Den anden del undertrykkes for at forsvinde.

Når det er det falske selv, der gentagne gange mødes med, hvad der tolkes af barnet som omsorg, da bliver det her adfærden grundlægges. Den adfærd møder man senere i narcissisme og borderline. (I.flg. Winnicott dominerer et falsk selv i alle alvorlige psykiske sygdomme).

Alt i alt har man været nødt til at ”fjerne sig fra sig selv” – og gå ind i den del, der sikrede overlevelse. Den del var måske en andens – og derigennem har man fundet sit værd.

Hvis især mor ikke har formået at spejle barnet inden det første år, da vil det altid være i sine følelsers vold. De følelser bliver de der blev grundlagt på daværende og det bliver de følelser, der til hver en tid vil blive trukket på.

Frygten for at dø – og fordi man har måtte klare sig selv i sin dødsangst, da har man fundet den del af sig selv, der måske kunne sikre en følelsen af at være passet på og derfor elsket. Den følelse er den fx ”narcissisten” altid vil søge imod – og gør det gennem andre.

Alt i alt er et falsk selv det direkte resultat af utilstrækkelig omsorg og mangelfuld empatisk mentalisering. Det ligger i omsorgspersonens angreb på barnets naturlige behov, der på et tidligt tidspunkt har helt eller delvis fjernet barnet fra sig selv.

Et falsk selv kommer til udtryk som en evig famlen i forsøget på at vise sig som elskelig. Afhængig af tidlige erfaringer kommer det til udtryk som fx grandiost, dominerende og/eller underkastende.

Man formår ikke at være autentisk med integritet. Derimod ligger barndommens svigt latent som voldsom frygt, følelsesmæssig isolation og en kronisk sorg, der ikke kan placeres andre steder end hos en selv.

Vil du vide mere om udvikling af individet, så kan jeg klart anbefale at læse Winnicott og Stern. Hvis du vil have de mere biologiske aspekter med, så er Stephen Porges guld værd.